Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Portræt

Mød stifteren bag Less is More

Doris Brandhuber, 39, og stifter af den økologiske og veganske hårproduktlinje Less is More og bor i Wien. Hendes bedste skønhedstips er termiske bade, en fed ansigtsolie og måske allervigtigst – et glas Barolo.

Doris Brandhuber - kvinden bag Less is More

Hvad er filosofien bag brandet?
“Less is More kombinerer dét at tage sig af sit hår med betænksomhed over for naturen og verden. Produkterne er delikate, æstetiske, milde og rene.”

 

Hvorfor startede du Less is More?
“For 11 år siden, da jeg arbejdede som kemiker, kom jeg en dag ind i frisøren Hannes Trummers salon. Produkterne, han benyttede sig af, var ét ud af mange såkaldt ‘grønne’ brands, der slog på at være fyldt med æteriske olier og andre naturlige ingredienser, men som også indeholdt petroleumsbaserede råmaterialer og konserveringsmidler med ry for at give allergiske reaktioner. Der var tale om greenwashing – grøn markedsføring på falske præmisser. Oven på den oplevelse undersøgte jeg lignende produkter, og det stod klart, at ingen hårprodukter kunne leve op til det, de lovede. Og hvis de gjorde, haltede produkternes funktionalitet og æstetiske udtryk. Resultatet blev, at Hannes Trummer og jeg skabte Less is More.”

 

Hvilke ingredienser bruger du?
“Vores produkter består udelukkende af vegetabilske ingredienser fra kontrolleret dyrkning af økologiske planter. Less is More er 100 procent økologisk certificeret, og vi bruger eksklusive planter fra økologisk certificerede gårde og følger de strikse standarder, der fremsættes af COSMOS Organic og Austria Bio Garantie.”

 

Hvilket produkt er din favorit?
Phytonutrient Hairroot Serum. Det styrker håret fra rødder til spidser med de mest kraftfulde, grønne anti-ageing-ingredienser.”
 
Hvem er dit skønhedsideal?
“Cate Blanchett. Hun er simpelthen så feminin, karismatisk, stærk  og sofistikeret.”

 

Hvad er det bedste hudplejeråd, du har fået?
“At det er godt at bruge ansigtsolier til en fedtet hudtype. Man skulle ikke tro det, men den er altså god nok.”

 

Har du et skønhedstrick i ærmet?
“Ja! Jeg elsker at drikke et glas Barolo, imens jeg tager et langt bad.”

 

Hvilken by har inspireret til Less is More?
“Wien, som er en meget økobevidst og grøn by – også geografisk. Wien er velsignet med grønne naturområder midt i og omkring urbaniteten – steder som Wienerwald, Nationalpark Donau-Auen og alpelandskabet Rax-Schneeberg-Gruppe.”


Hvad er din yndlingscafé i Wien? 
“Jeg elsker traditionelle wienske cafeer og deres nostalgiske og livlige flair for fin de siècle-stilen (tendens i den europæiske idé- og kunsthistorie omkring år 1900, red.). En af mine klare favoritter inden for den genre er Café Sperl.”

 

Hvilken spa er din favorit i Wien? 
“Wien har sit eget termiske bad, Oberlaa. Særligt gennem de kolde perioder af året giver det den bedste, mest afslappende følelse i kroppen at lade den forkæle med bade i varmt, termisk vand, smukke saunaer og udendørs boblebade.”

 

Hvad er dit yndlingsområde i Wien? 

“Et af de bedste områder er Lainzer Tiergarten. 20 minutter med undergrundsbanen fra Wien, så står man midt i et stort skovområde, et naturreservat med fritlevende dyr. Man kan tage på de smukkeste vandreture og glemme alt om storbyens stress og jag – den føles pludselig så langt væk.”


Hvem er din største inspirationskilde, når vi taler karriere?
“Det er særligt mine ansatte og kolleger, der inspirerer mig. Mennesker, der lykkes gennem deres kompetencer og passion for det, de laver. Jeg tror, det er vigtigt, at man lærer af succesfulde mennesker ved at lytte til deres erfaringer, succeser og fejl og samtidig følger sin egen mavefornemmelse.”


Hvor rejser du helst hen?
“Derhen, hvor jeg skal næste gang. Inden længe går turen til Helsinki – det er egentlig en forretningsrejse, men jeg har valgt at tage min søn med og tage et par dage ekstra sammen med ham for at opleve byen.”

 

Hvilken musik lytter du til?
“Alt lige fra typisk østrigsk musik til klassisk musik som den koncert, jeg var til i sommer, hvor Jean Sibelius’ violinkoncert i d-mol opus 47 blev fremført af Hilary Hahn og L’Orchestre Philharmonique de Radio France. Det var fortryllende!”

 

Hvad er dine yndlingsdufte?
“Æteriske olier. Jeg elsker særligt duften af røgelse, der er mystisk og dyb, men samtidig frisk og fuld af historie, men også duften af lindetræsolie, der med sin delikate sødme er blevet en af hovedingredienserne i vores Lindengloss-serie.”

 

Hvad er din yndlingsbog?
“Thinking, Fast and Slow af Daniel Kahneman.”
Magasin.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse gemmer vi dine informationer om dit besøg på magasin.dk Læs mere