Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Nyheder

Velkommen på  Hotel Magasin Dú Nord

Vinderen af dette års Magasin Pris under Copenhagen Fashion Film Festival er nu klar med en modekortfilm, der byder dig med indenfor på det gamle Hotel Magasin Dú Nord. 

Tidligere på året blev Cecilie Mai Sommer kåret som vinder af Magasin Prisen, der giver et spirende filmtalent mulighed for at få produceret en modekortfilm i samarbejde med Magasin. Med prisen fulgte 100.000 kr. og faglig støtte til at skabe en modekortfilm for Magasin. Det er der kommet filmen ”Hotel Magasin Dú Nord” ud af, som du kan se lige her: 

 


Mød Cecilie Mai Sommer

 

Vi har mødt vinderen Cecilie Mai Sommer og taget en snak om mode, fashionfilm og hvor inspirationen til disse ting kommer fra:


Hvad tænkte du, da du vandt Magasin Prisen under Copenhagen Fashion Film Festival?

Jeg var i chok. Det, tror jeg, bestemt også var tydeligt at mærke på mig, da jeg stod på scenen. Samtidigt med at jeg var sindsygt glad, blev jeg også meget genert. Så da jeg kom tilbage til min stol, krøb jeg mig helt sammen og prøvede bare at samle tankerne. Jeg havde på ingen måde forventet det. Togbilletterne hjem var derfor allerede bestilt på forhånd, hvilket betød, at jeg fik lov til at fejre det i en togkupe med mine to venner på vej hjem til Aarhus. 

  

Hvilke muligheder gav pengene dig?
Pengene brugte jeg til at producere selve fashionfilmen for. Det gjorde, at jeg fik muligheden for at skabe en film af en anden kvalitet, end jeg er vant til som filmstuderende. Det var den vildeste gave at få! Jeg havde pludseligt mulighed for at skabe små verdener ud fra mine tanker, som ikke skulle begrænses af økonomien. Det har også betydet, at musikken er blevet specielt komponeret til Hotel Magasin Dú Nord, hvilket jeg er helt oppe og køre over! Der er både lyde med fra Super Mario, vilde dyr og original lyd fra en antik spilledåse. 

Hvor har du fået idéen til filmen fra? 
Jeg havde frie rammer i samarbejde med Magasin. Jeg kan godt lide, at det, jeg laver, giver mening i forhold til det, jeg skal fortælle. Så da jeg startede med at idéudvikle til filmen, var det første jeg gjorde at læse om Magasins historie. Her fandt jeg ud af, at Magasin på Kgs. Nytorv ligger i en gammel hotelbygning. Det startede en her masse idéer i mit hoved. Jeg er samtidig inspireret af den amerikanske filminstruktør Wes Andersson, så jeg fik med det samme en masse idéer om, hvad der kunne være sket på det her gamle hotel. 

Hvorfor lige mode?
Til dagligt studerer jeg film på Multiplatform Storytelling and Production. På uddannelsen lærer vi alt om film og storytelling. Den genre, som har grebet mig mest, har dog uden tvivl været fashionfilmen. Fashionfilm skal få folk til at drømme. Og det er lige præcis det, jeg ønsker allermest folk gør, når de ser mine produktioner. For hvis folk kan drømme sig ind i filmen, betyder det, at jeg har fanget deres opmærksomhed. 

Fra modekortfilmen Hotel Magasin Dú Nord

Hvordan vil du beskrive dine film?

Jeg har en meget gennemgående fortællestil, som også afspejler den, jeg er som person. Den er legende, sær og humoristisk. For som instruktør er det for mig vigtigt, at jeg laver noget, som jeg kan se mig selv i. Det har det især været med denne fashionfilm. I den første film med de to tvillinger, som spiller tennis, er der lagt lyde af høns hen over et skud af dem begge. Det er detaljer, som denne, der gør, at jeg føler, at Hotel Magasin Dú Nord er en film, som jeg kan se mig selv i. Hønsegårdslyden skal understrege, at de er tiltrækkende. 


Hvad består en god historie af for dig?

En god historie for mig er en, som får folk til at smile. Samtidig må den gerne undre folk. Og hvis de to ting spiller sammen, er det oftest også en historie, som jeg så husker. En god historie for mig er faktisk lidt som spørgsmål, som børn kan finde på stille voksne. Hvordan fodrer man udstoppede dyr? Hvad laver gamle mennesker? Hvorfor kan jeg ikke spille tennis med mig selv?


Hvad drømmer du om i fremtiden?

Jeg drømmer om alt for mange ting. Jeg drømmer om at kunne leve af at lave smukke billeder, som folk faktisk har lyst til at kigge på og ikke bare går forbi. Både levende billeder og stillbilleder. Men jeg drømmer også om at kunne blive ved med at lege. 


Hvilken film har gjort størst indtryk på dig?

På Berlin Fashion Film Festival i 2017 var der en film med, som hed Define Beauty // Waxing. Filmen handler om voksning. Det er ikke det mest glamourøse i hele verden. Men det gjorde den her film det til. Der er fokus på det visuelle udtryk, som bliver helt grafisk. Samtidigt er der fokus på, hvad det at vokse også er. I filmen vokses frugter og vises til sidst helt nøgne. Det er den flottest film, jeg længe har set. Og stadig bliver ved med at se. 

Fra modekortfilmen Hotel Magasin Dú Nord

Magasinprisen til nye modefilmstalenter

Igen i 2019 får modefilmstalenter chancen for at lave en modekortfilm for Magasin ved Copenhagen Fashion Films open-call konkurrence.
Vinderen modtager 125.000 kr. samt professionel vejledning til at lave en modekortfilm for Magasin. Filmen skal udfordrer, være nyskabende og vise nye sider af Magasin. 

For at vinde Magasinprisen skal du indsende en idé til en modekortfilm, og skarpt kunne formidle og visualisere dette. 
Vi har brug for bud der på æstetisk, kunstnerisk og relevant måde udforsker og stiller skarpt på mode gennem film.
 
Deadline for ansøgning er den 14. januar 2019. Læs mere her.

Hvor finder du inspiration?

Min mor inspirerer mig helt vildt. Hun er uddannet skrædder og syer selv stort set alt sit tøj. Nogle gange er hun troppet op til familiefødselsdag i tøj, jeg ikke helt har kunnet regne ud. Jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg fået respekt for, hvordan hun bruger sit tøj, som måden hun udtrykker sig på. Samtidig finder jeg inspiration i den måde, hun er på sammen med andre mennesker. Det giver mig lyst til at være som hende og gøre hende stolt. Så ofte er hun på en eller anden måde med i alle de ting, jeg laver. 

Hvad betyder mode for dig?

Mode har fået en stor betydning i mit liv. Mode er for mig et slags visuelt sprog. Det fascinerer mig helt sindsygt meget, når jeg ser nogle med en fed stil! For det fortæller meget om, hvem de er som mennesker. Jeg ved aldrig helt, hvad det siger, for man tillægger ofte selv sit tøj en mening, som ingen andre får at vide. Men det synes jeg er fedt. 


Hvordan vil du beskrive din stil?

Min stil ligner lidt en regnbue ofte. Jeg har fundet ud af, at farverige kjoler er det fedeste i verden. For nogle år siden skiftede jeg min stil fra at være skatertøj til at gå i kæmpe farverigt tøj. Jeg fandt ud af, at min humør kommer til at afspejle mit tøj. Så for mig er min stil en måde at udtrykke, hvordan jeg har det. Og nogle gange også, hvordan jeg gerne vil have det. Men det er det fede. For det hele er lidt bare på en måde noget, som vi leger.

 

Hvad laver du på den perfekte søndag? 

Jeg sover, fordi der sker så meget i mit kreative hoved i løbet af ugen. Så søndag sover jeg. Så får jeg plads til en masse nye idéer. Derfor er mandag ikke så slem i min verden.

Magasin.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse gemmer vi dine informationer om dit besøg på magasin.dk Læs mere