Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Vi elsker

Nyt glasdesign til forårets blomstrende kirsebærtræer 

De smukke blomstrende kirsebærtræer, der netop er sprunget ud i flor, er udgangspunktet for den nye Holmegaard-vase Cado. Vasen er skabt af den japanske formgiver Fumie Shibata, der blandt andre arbejder for den minimalistiske og bæredygtige Tokyo-kæde Muji.

Hvert forår venter forårstrængende danskere i spænding på, at de japanske kirsebærtræer i hele landet springer ud i et lyserødt blomsterhav. Takket være de sociale medier er forårets blomstrende kirsebærtræer blevet kult. Overalt bliver det smukke syn foreviget med billeder og selfies, for smukt det er det.

 

’Sakura’ kaldes fænomenet i Japan, hvor træerne stammer fra, og netop ’Sakura’ er inspirationen til den smukke vase, som den japanske formgiver Fumie Shibata har skabt for den danske glasproducent Holmegaard dette forår. Den kunstfærdige, todelte vase, der er skabt til at rumme blomster og grene, er opkaldt efter den traditionelle japanske blomsterkunst ’Kado’ og er mundblæst i klart og rosafarvet glas. Så nu kan du forlænge Sakura-æstetikken og inviterer de blomstrende kirsebærgrene indenfor i din bolig.

Kado – en del af den japanske kultur

Fumie Shibata, der til dagligt bor i Tokyo, men er født og opvokset for foden af Fuji-bjerget, forklarer om ’Kado’: ”Kado er ”kunsten at arrangere blomster” og er en del af japansk kultur, hvor den er tæt forbundet med den klassiske te-ceremoni. Som japaner er Kado med andre ord en del af mit DNA, og det samme er Sakura, der rummer intens skønhed i de få dage, hvor kirsebærtræerne er i fuldt flor over hele verden,” fortæller Fumie Shibata, der har forsøgt at bringe blomsteræstetikken ned i øjenhøjde og skabe et design, hvor alle kan være med og skabe blomsterarrangementer helt enkelt: ”På japansk betyder blomsterarrangement ”at vække blomster til live” og fastholde plantens vitalitet, selv mens den er i vasen, og det har jeg netop forsøgt at indfange med Cados todelte design, der både indbyder til blomster og til grene, sten, sukkulenter etc.,” siger Fumie Shibata.

Den nederste del af Cado-vasen er til friske blomster eller grene, der holdes på plads af en stram hals og får rigeligt vand i den rummelig bund. Vasens øverste del lægger sig som en transparent krans om det kulørte glas og bruges til blomsterhoveder i vand eller som grobund for planter, sukkulenter, sten, kogler og mos alt efter sæson. 

”I tråd med japansk kultur har jeg villet skabe et design, der ikke kun hylder det færdige resultatet – blomsterne i vasen – men også lægger op til at nyde processen og prøve sig frem, indtil du når til det perfekte resultat. Selvom du bruger de samme typer blomster, giver Cado mulighed for at være kreativ og variere kompositionen i vasen, hver gang den tages i brug – og eftersom blomsterbinding og blomsterkunst er en global megatrend netop nu, tyder alt på, at vi moderne mennesker holder af denne form for floral fordybelse,” siger Fumie Shibata.   

Oplev Sakura Festivalen i København

Sakura betyder kirsebærtræ på japansk, og hvert år er det en tilbagevendende begivenhed i Japan, at familier og venner mødes under de blomstrende kirsebærtræer. Traditionen fylder hele Japan fra marts til begyndelsen af maj, hvor kirsebærtræerne blomstrer, og i 2007 fandt traditionen også vej til Danmark. Her blomstrer kirsebærtræerne fra midten af april og et stykke ind i maj, og folk samles i store flokke for at tage billeder af træerne. Årets Sakura Festival finder sted 27.-28. april i Langelinjeparken i København.

Lyserød blomsterforelskelse

Og så er der farven. Den er ganske uimodståelig, hvis man har hang til rosa og lyserød. Mange vil sikkert mene, at Cado især bejler til fashionistas og floralister med en faible for lyserød.  

Denne sæson hører det florale og farven ”millennial pink” til blandt de stærkeste trends på catwalken og i interiørmoden – så Cado vasen passer ind alle steder. 

Fumie Shibata er netop blevet inspireret af moden: ”Til daglig bor jeg i Tokyo, hvor jeg suger til mig af mylderet i gadebilledet og den urbane arkitektur, men jeg er samtidig dybt inspireret af livet i provinsen. Samtidig er mode en stor inspiration, når det kommer til moderne interiør, for moden tør eksperimentere med materialekombinationer og det flerdimensionale på en måde, vi bør udnytte endnu mere. Derfor har jeg med Cado skabt en vase i to dele og i to farver glas, der smelter sammen til en helhed, præcis som i beklædningskunsten”.

 

Lang levetid tæller

Fumie Shibata er selv stor fan af dansk design, som hun finder hos udvalgte butikker i Tokyo: ”Jeg er især tiltrukket af den store brugsværdi, der ligger i dansk design og den tætte forbindelse, det ofte har til naturen og årstiderne, som også er noget, der kendetegner japansk design, fortæller Fumie Shibata, der har nydt at arbejde med glas hos Holmegaard. Hun oplever en forskel mellem Norden og Asien på især ét punkt, nemlig den lange levetid der ligger implicit i dansk design. Japanere har ifølge Fumie Shibata en tendens til at udskifte deres interiør løbende, mens danskerne nyder nøje udvalgt design over tid:

 

”Med Cado vasen håber jeg at indskrive mig i den tradition med et glasdesign, der holder i mange år,” siger Fumie Shibata.