Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Portræt

”Aarhus har så mange gode restauranter – listen bliver lang” 

Tjener Kim Thygesen åbnede i februar 2018 sin egen restaurant under navnet Les Trois. Kim er blandt finalisterne til Årets Tjener 2018 og giver her sine bedste tips til madscenen i Aarhus. 

Profil

Kim Thygesen

Kim Thygesen åbnede i februar 2018 sin egen restaurant under navnet Les Trois. En fransk restaurant med navnet Les Trois, som betyder ‘De tre’. Navnet symboliserer, at der er tre etager med  restaurant i stuen, vinbar på første sal og mødelokaler på anden sal.

Inden længe kommer landets dygtigste tjenere til at dyste som aldrig før, når de møder hinanden i Danmarksmesterskabet for professionelle tjenere og dermed får muligheden for at kalde sig selv Årets tjener 2018. Magasins Mad & Vin elsker friske råvarer og god mad og har derfor valgt at bakke op om den store gastronomiske dyst, der løber af stablen den 18. marts 2018, med et sponsorat. Ajour har mødt de servicemindede talenter, der har vundet sig vej til den eksklusive pris, og bringer løbende interviews med dem. I dag kan du møde tjener Kim Thygesen.

Hvilke restauranter i Aarhus er dine favoritter?
Der er mange fantastiske steder i Aarhus. Skal det være den franske stil er det Restaurant Ét og Dauphine, er det fisk og nede på jorden bliver det Mefisto. Basso er den bedste, jeg har spist italiensk på. Jeg var på Domestic for kort tid siden, hvilket også var fremragende. Det er det gode ved Aarhus, der er så mange gode restauranter, at listen bliver lang.

Hvor tager du hen for at få en god øl?
Jeg kan godt lide at komme på Aarhus Street Food, og der tager jeg som regel en god øl fra deres flotte udvalg i ølbaren, når jeg spiser dernede. Ellers synes jeg også, at HantWerk er et fedt sted. Humleland laver nogle super gode øl, som jeg har brugt i mine restauranter førhen.

Billede fra restaurant Domestic

Hvad er det mest oversete sted at spise i Aarhus?
Slap Af i Studsgade, synes jeg, er godt til forbavsende små penge. Så det er nok det mest oversete sted, jeg kan komme på. 

Hvor finder man byens bedste takeaway?
Nu bor jeg jo ude på Djursland, så det er stærkt begrænset, hvor meget take away jeg henter. Når jeg benytter det, er det som regel sushi og fra forskellige steder. 

Hvad er i dine øjne en god tjener? 

Jeg synes, at noget af det vigtigste, en tjener skal besidde, er at være menneskekender. Man skal meget hurtigt læse gæsten og tilpasse sig vedkommende. Nogen har brug for at blive underholdt, andre vil bare gerne have en “usynlig” tjener. Det kan være svært, men det er meget vigtigt. Der er mange typer gæster, og den gode tjener fanger det lynhurtigt og tackler det på den rigtige måde.

Hvorfor stillede du op til konkurrencen?
Jeg er et konkurrencemenneske, og jeg synes det er sjovt at udfordre sig selv. Jeg elsker spænding og har nok ofte en tendens til at presse mig selv lidt for meget. For mig handler Årets Tjener om at promovere vores fag, så vi kan få den anerkendelse, vi har brug for, og få nye unge til at se, at det er en hård, men rigtig fed branche, og der er brug for flere servicemindede tjenere.
Magasin.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse gemmer vi dine informationer om dit besøg på magasin.dk Læs mere