Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Portræt

Hvad hitter i år?

Musik, teater og internationale stilikoner inspirerer Line Jakobsen, der som indkøber for tasker, soft accessories og smykker i Magasin afgør, om det er Prince of Wales tern eller storblomstrede mønstre, der lander på hylderne til næste sommer.

Profil

Line Jakobsen

Der bliver trukket i mange forskellige tråde, for at Magasin hver dag kl. 10 kan lykkes med at åbne sine døre i syv forskellige byer – med de rette varer på hylderne og med høj service. I denne serie af artikler går vi bag kulissen og møder nogle af de personer, der er med til at sikre, at det hele spiller. I denne artikel har vi talt med Line Jakobsen, som er indkøber for tasker, soft accessories og smykker i Magasin. Tag med og få et bedre indblik i, hvad de dygtige medarbejdere laver, tænker og inspireres af.

Det er på ingen måde tilfældigt, hvad der ligger på hylderne og fylder på bøjlerne i Magasin. Hver eneste vare er nøje udvalgt af de ca. 20 indkøbere, der året rundt sørger for, at Magasins hylder bugner af de bedste og mest efterspurgte varer. En af dem, der nøje udvælger den kommende sæsons varer, er Line Jakobsen. Som indkøber er det hende, der beslutter, hvilke tasker, soft accessories og smykker der skal sælges i Magasin. Line ved om nogen, at det gælder om at holde tungen lige i munden, når man køber ind til stormagasinet. Man skal kende sin talanalyse ud og ind, have et stærkt visuelt øje og styr på trendsene. Og så skal man turde tro på sine mavefornemmelse. 

Trends og tal er afgørende
Som indkøber tager Line del i en lang række indkøbsmøder. Her ser hun kollektionerne og er med til at udvælge det, der skal sælges i Magasin. Men at være indkøber er ifølge Line meget mere end det.


”Jeg bruger meget tid på trend forecasting. Her undersøger jeg, hvad der sker på markedet og definerer trenden lige nu og her. Det kan være i dialog med producenterne, ved at gå til foredrag hos fx PEJ-gruppen, læse relevante artikler eller gennem kulturelle oplevelser,” fortæller Line. Dertil kommer en stor taldel, der fylder meget i hendes hverdag.


”Alt, hvad vi indkøbere laver, er jo baseret på tal. Det lyder ofte glamouriøst, når man flyver afsted til Paris. De færreste ved, at det at se en kollektion kun er en meget lille del af det. Inden sådanne rejser har jeg forberedt mig i mange dage. Vi flyver tidligt afsted og besøger de forskellige partnere og udvælger det, vi tror på. Vores valg er altid baseret på den historik, vi har fra vores talanalyser. Det kan godt være hårdt arbejde,” forklarer Line, der også bruger meget tid på at planlægge de næste sæsoner. Hvad skal budgetterne til de enkelte brands være? Hvad vil vi vækste på? Hvad er målsætningen? Hvor er vi med min kategori? Hvilke mærker og grupper satser vi på?

Line besøger partner og kigger på den kommende kollektion

”Det gælder om at holde tungen lige i munden, for vi bliver holdt op på vores forventninger, når analyserne er klar. Det er også det, der gør det sjovt,” siger Line Jakobsen og fortsætter: ”Det er fedt at være med til at drive en business. At jeg kan være med til at vende noget, der ifølge vores analyser går dårligt, til noget godt. Det kan jeg rigtig godt lide ved mit job,” siger Line Jakobsen. 

Hvad siger maven?
Men det er ikke kun talanalyser og sans for det visuelle, der er afgørende, når Line træffer købsbeslutninger. Masser af erfaring og en klar mavefornemmelse spiller også en afgørende rolle:

”Det kræver en stærk fornemmelse for det marked, du er i. Hvad tror jeg, at hun vil gå efter om et år? Jeg ved fx, at hun visuelt elsker at møde nogle lækre farver, men at hun oftest køber den sorte,” forklarer Line.

Hun elsker at se, når nogle af de chancer hun tager, ofte et år forud, lykkes. For nylig har Line oplevet et lille dansk taskebrand, som hun satsede på, er gået ’hele vejen’. ”De startede på Kongens Nytorv, og nu mangler vi kun at få dem i to huse, så er de i hele Magasin. Det er et spændende og inspirerende team, der tør rigtig meget og har en forståelse for kvalitet. Det har været fedt at følge dem,” siger Line.

Inspiration i musikken og på gaden

Line Jakobsen rejser oftest  til Paris og Milano, nogle gange Stockholm. Det giver inspiration og understøtter nogle gange en mavefornemmelse, hun har gået med, men ikke var helt sikker på.

 

”Sidst jeg var i Paris, så jeg meget på en limegrøn farve. Fra talanalyserne ved jeg, at grøn er svær. Men når jeg så ser den på tre styles hos Chloé, giver det mig en styrke til at vælge den. Der kan det være inspirerende at se, hvad de store brands tror på,” siger Line. Men det er ikke kun på rejserne, at Line finder inspiration. Musik betyder rigtig meget for Line og inspirerer hende. Lige nu hører hun både classic soul, funk og hiphop.

 

”Jeg bliver især inspireret af musik og elsker at gå til koncerter. I det hele taget er kultur, også teater, en stor del af mit privatliv, og et sted, hvor jeg finder stor inspiration. Og så folk på gaden, jeg støder på. Det er ikke modeshows, der giver inspirationen, det er mere mine omgivelser,” forklarer Line. Og så er der særligt en person, der giver Line motivation og mod på nye opgaver, nemlig hendes chef:

 

”Min chef er god til at lade os lege. Det giver masser af kreativitet og overskud til også at klare de tunge dage med budgetlægning. Hun siger, at vi alle er direktør i eget hus. Det giver så meget motivation og energi, når nogen tror på en. Det er opløftende. Du kan meget nemmere give dig 110%,” siger Line.

5 hurtige til Line Jakobsen


Hvad ligger der på din playliste lige nu?

khruangbin (classic soul/dub)
Vulpeck (funk)
Das EFX (hiphop)

Hvem har god stil?

Jen Mankins. Fashion is fun! er mottoet bag én af hendes super cool butikker i Brooklyn ‘Bird ‘. Amerikansk indkøber med baggrund som head Buyer for Steven Alan og Barneys NY. Jeg er inspireret af Mankins, fordi hun tør tage chancer med fokus på farver og print og med en ærlig forståelse for bæredygtighed. Hendes butikker Bird er de fedeste butikker med en hel fantastisk smag - også når det kommer til koncept og interiør.

Margherita Maccapani Missoni. Creative Director i M Missoni. Barnebarn og arving til det italienske modehus Missoni. Margherita er ikke bare utrolig smuk, men formidler et helt fantastisk farverigt univers og formår at give Missoni et yngre tvist. Tjek hendes IG, hvor du får et alsidigt indtryk af hendes stil, familie- og karriereliv og får mod på at udleve farver noget mere i din garderobe. 

Hvad er dine egne yndlings accessories?
Smykker! Jeg er blevet helt forgabt i smykker. Det behøver slet ikke at være dyrt. Jeg elsker ’mix and match’. Sådan har jeg ikke været før, men det er en spændende tendens lige nu. Det er sjovt med nogle accessories, der er lidt vilde og iøjenfaldende. 

Din bedste rejseoplevelse med jobbet?’
Sidste sommer blev vi inviteret til Como søen af stor taske partner. Vi så deres kæmpe modeshow. Og da alle modellerne var omklædt festede de med os. Det er dog ikke helt normalt, at man bliver inviteret til så store events, men sjovt var det.  

Sæsonens største trend?
Prince of Wales tern fylder rigtigt meget på soft accessories. Inden for tasker er der en stor tendens til, at folk køber billige tasker uden et stort, kendt navn. Guld og farvede sten hitter stadig blandt smykkerne. Og så er det vildt moderne med piercinger over alt på øret.

Magasin.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse gemmer vi dine informationer om dit besøg på magasin.dk Læs mere