Musikguide: De fem fedeste koncertoplevelser i august - Magasin.dk
CurrentCustomer.registered: false
CurrentCustomer.authenticated: false
Indkøbskurv
Kurv 
(0)
0 VARER
ajour-koncertguide_august
Vi guider

Musikguide: De fem fedeste koncertoplevelser i august

Der er ikke meget sommer over sensommeren i år, men heldigvis er der masser af musik at varme sig på. Vi fremhæver her en håndfuld af de mest interessante koncerter i august, og det spænder vidt fra pop og elektronisk til psykedeliske toner i forskellige nuancer.

Tårn + Slowes

Pumpehusets Byhave
Torsdag 18. august
Gratis entré


Arrangementerne i Pumpehusets hyggelige gårdhave er efterhånden ved at blive en rigtig “københavner-sommer-klassiker”. Denne sæson er ingen undtagelse, hvor koncertprogrammet atter har stillet periskopet ind på de mest spændende nye danske musiknavne. Denne aften har bookingbureauet Silvertip Agency slået pjalterne sammen med Bitchslap Magazine og sammen holder de ‘garden party’. Den musikalske underholdning leveres af de dansksprogede indiedrenge Tårn og den elektroniske duo Slowes, hvorefter Fergus Murphy vil være DJ.

Følg facebook-eventet her

Blue Foundation

Vega
Fredag 19. August 
Find billet her


Fans af elektronisk musik kan godt sætte kryds i kalenderen midt i august. Der er nemlig dømt drømmende pop tilsat atmosfæriske visuals, når Blue Foundation vender tilbage overfladen og giver deres første koncert på dansk jord i to år. Anledningen er udgivelsen af gruppens nye album ‘Blood Moon’. Til at fejre denne begivenhed har Blue Foundation inviteret Mew-frontmand Jonas Bjerre og Findlay Brown (som begge optræder på det nye album) og Sara Savery fra Ghost Society med på scenen.


Følg facebook-eventet her

King Gizzard & the Wizard Lizard

Loppen
Mandag 22. August
Find billet her


Der er lagt i kakkelovnen til en aften udover det sædvanlige, når det spektakulære psychband King Gizzard & the Wizard Lizard slår vejen forbi København med deres nye album ‘Nonagon Afinity’ i bagagen. Den australske septet excellerer i langstrakte syrejams tilsat elementer af blues, jazz og garagerock og en række ekstatiske anmeldelser understreger bandets format som livenavn. Så find de psykedeliske briller frem og drag på en musikalsk rejse ud i det ydre rum.


Følg facebook-eventet her

Masasolo

Pumpehusets Byhave
Onsdag 24. august
Gratis entré


For et halvt år siden udgav Masasolo debutsinglen ‘Really Thought She Loved Me’ og siden er det gået stærkt for det danske band, som spiller neo-psykedelisk rock med inspiration fra blandt andre Tame Impala. Masasolo har fået flittig airplay på P6 Beat og givet koncerter på både Roskilde Festival og Musik i Lejet henover sommeren. Denne aften kan bandet opleves i Pumpehusets Byhave, hvor de vil give smagsprøver på en kommende EP, som udkommer senere på året.

Følg facebook-eventet her

Veronica Maggio

Vega
Onsdag 31. august
Find billet her


Veronica Maggio kandiderer til titlen som Sveriges popdronning og med god grund. Maggios fængende melodier og direkte tekster er gået rent ind hos både publikum og anmeldere på begge sider af sundet. Nu er hun aktuel med albummet ’Den Första Är Alltid Gratis’, hvor den brusende kåde popmusik bliver komplementeret med et mere melankolsk og eftertænksomt udtryk. Der er således lagt op til en koncert, som berører hele følelsesregisteret. 


Følg facebook-eventet her

Magasin.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse gemmer vi dine informationer om dit besøg på magasin.dk Læs mere