Foodfanatic: Hjemmelavede donuts med hindbær og lakrids
Indkøbskurv
Kurv 
(0)
0 VARER
ajour-foodfanatic_donuts
Opskrift

FOODFANATIC: Hjemmelavede donuts med hindbær og lakrids

Sprøde, søde og syndige –amerikanske donuts smager om muligt endnu bedre, når de laves fra bunden.

Med et præsidentvalg lige om hjørnet, er USA på alles læber. Det er også mod Amerika, at du skal rette din opmærksomhed, hvis du leder efter den perfekte, friturestegte snack! Amerikanske donuts, som du også kan købe i butikkerne herhjemme, er faktisk ikke så svære at lave selv fra bunden – og det er nu engang sådan, at de smager bedst. Madskribent og tv-kok, Nadia Mathiasen, der står bag bloggen Foodfanatic, giver dig derfor sit bud på den lækre, syndige snack.

Donuts skal helst spises samme dag, som de er lavet, og så kan du pynte dem lige, som det passer dig. Invitér til valgaften, når der er valg i USA den 8. november (også når der ikke er), og server disse lækre amerikanske donuts, som er drysset med hindbær og lakrids.

  • Ca. 12 stk. 
  • 50 g smør
  • 2 dl mælk
  • 20 g gær
  • 2 æg
  • 75 g sukker
  • 1 tsk salt
  • 500 g hvedemel
  • 1 liter smagsneutral olie til friturestegning
  • Pynt: Glasur af flormelis og vand, frysetørrede hindbær og groft lakridspulver

Sådan gør du

Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken. Tag gryden af varmen og tjek, at blandingen er lillefingervarm. Smuldr gæren i og tilsæt æg, sukker og salt. Pisk blandingen let og tilsæt melet lidt efter lidt, imens du rører. Ælt dejen, og lad den hæve tildækket i 1 - 2 timer, indtil den er vokset til dobbelt størrelse.

Slå dejen ned og rul den ud til et par centimeters tykkelse. Udstik dejen i små cirkler, og udstik herefter et mindre hul i midten af hver. Bemærk, at du ikke må bruge alt for store udstikkere, da dejen vokser uden både hævning og stegning. Læg dine donuts på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem hæve tildækket i 20 - 30 minutter.

Varm olien i en stor gryde og steg et par donuts ad gangen i 4 - 5 minutter til de er gyldne og færdigstegte (test evt. en af dem). Læg dem på fedtsugende papir, indtil de har kølet nok af til, at du kan håndtere dem. Dyp den ene side i glasur, og drys med frysetørrede bær og lakridspulver. Alternativt kan du blot vende begge sider i sukker eller flormelis for en mere simpel udgave.

Hjemmelavede donuts er bedst den dag, de er lavet.

Magasin.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse gemmer vi dine informationer om dit besøg på magasin.dk Læs mere