Magasin Onlineshop - Køb dine varer og gaver online
Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
ajour-Jul_hos_uffe_buchard
Portræt

Jul hos Uffe Buchard

Store røde roser spiller en vigtig rolle, når Uffe Buchard pynter op til jul. Vi har taget en snak med ham i forbindelse med hans nye bog ”Blomst” og spurgt ind til, hvordan han holder jul.

Hvordan skal du holde jul i år?
For første gang nogensinde skal julen i år holdes hjemme hos mig på Vesterbro. Den plejer at blive holdt hos min mor i Sønderjylland. Så der er lagt op til en noget anderledes jul med nøje afstemt farvekode i hvide og non colour toner, et juletræ med en meget underlig form og en borddækning, hvor jeg havde tænkt mig at lade kreativiteten flyde helt ud over bordkanten… Jeg kommer til at bruge oceaner af tid!
 
Hvilke juletraditioner holder du mest af?
Generelt kan jeg ikke holde traditioner ud, og som regel synes jeg, traditioner passer bedst til mig, når jeg konstant forsøger at bryde dem. Sådan er jeg nu en gang bare lidt kynisk indstillet omkring hele traditionshysteriet. Når det er sagt, så er der nu en enkelt tradition, som jeg holder virkeligt meget af, for det har altid været sådan, at det var mig, der pyntede juletræet om eftermiddagen den 23. december hjemme hos min mor med al den gamle fine pynt fra hendes gemmer – mens jeg drak et eller andet alkoholisk naturligvis… Den tradition kommer jeg til at savne i år. For lige der – efter en super travl december i København – så var det altid sådan, at julefreden sænkede sig ned over mig lige præcis der!

Billeder fra Uffe Buchards nye bog "Blomst"

Hvordan pynter du op til jul i dit hjem?
Jeg starter altid med min gamle julebuk af hø og alle slags flotte grene og stedsegrønt i potter og vaser og naturligvis appelsiner med nelliker. Den 23. kommer juletræet ind i stuen, og det spiller ubetinget hovedrollen. Det er for det første levende og står i en potte, det er meget højt og smalt, og grenene strækker sig i ubalance til hver side i forskellig længde. Dermed er træet ret ualmindeligt og er en oplevelse i sig selv. Det pyntes kun med små kunstværker i naturlige materialer så som træ og papir og strå. Kun i naturlige farvekoder fra sand til jordfarver samt lidt hvidt for at give det hele et spark. Der er ikke en nisse i sigte hos mig…
 
Bruger du blomster til din pynt?
Lige meget hvilken årstid det er, så anvender jeg blomster i hjemmet – dermed også til jul, for jeg kan ikke løbe fra, at jeg er inkarneret blomsterentusiast og skabs-blomsterbinder. Jeg elsker små potter med juleroser. De er så fine og sarte. Til gengæld kan jeg slet ikke holde den traditionsbundne julestjerne ud – så ville jeg ærligt talt hellere pynte hele huset op med gule påskeliljer, hvis jeg skulle vælge. Men har jeg det frie valg, så bruger jeg altid store røde roser i mit hjem til jul. 
 
Hvad er dit højeste ønske til jul?
Mit højeste ønske til jul er, at andestegen bliver god! Jeg er virkelig ikke en ørn i et køkken – det bliver mest brugt til at pakke take away salater ud i eller til at mikse cocktails i… Så jeg håber det bedste med den and!

I forbindelse med sin nye bog besøger Uffe Magasin på Kgs. Nytorv torsdag d. 2. november kl. 15-18 hvor han vil opsætte buketter, og hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål, samt få signeret sin nyindkøbte "Blomst" bog. 

Har du spørgsmål?
Online
33 18 20 05

Man. - Fre.: kl. 09.00 - 22.00

Weekend: kl. 10.00 - 22.00

Forretninger
33 11 44 33

Man - Fre: kl. 10.00 - 17.00

Weekend og helligdage: Lukket

Magasin.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse gemmer vi dine informationer om dit besøg på magasin.dk Læs mere